Hvorfor politik?

Lige siden jeg var helt ung, har jeg engageret mig i samfundet. Jeg har altid været drevet af at ville gøre en forskel. Om det har været i elevrådet på min folkeskole eller som gruppeformand for Det Konservative Folkeparti på Christiansborg er det i bund og grund den samme drivkraft, der ligger bag: at gøre en forskel i det samfund, jeg er en del af.

Jeg er konservativ, fordi ansvaret for de socialt udsatte grupper altid har optaget mig, og det var først og fremmest det, der fik mig ind i politik. Jeg vil gøre en forskel for de mennesker, hvis stemme ofte bliver overhørt. Samtidig tror jeg på, at de fleste mennesker trives bedst, når de får lov at tage ansvar for deres eget liv. Per Stig Møllers har sagt det så fint: “Staten skal være stærk nok til at tage hånd om den svage, men for svag til at knække den stærke. ” Det mener jeg, indkapsler essensen i konservatismen.

Vores smukke danske natur er en stor del af mit politiske arbejde. Vi skylder kommende generationer at aflevere en mindst ligeså skøn natur som den, vi fik givet af vores forfædre. Ligesom at vi skal passe på vores jordklode ved at bekæmpe klimaforandringer. Det er også hjerteblod for mig.