Lad danskere beholde flere af deres egne penge
Mange danskere har konstateret, at det er blevet nødvendigt at overføre markant flere penge til budgetkontoen hver måned for at dække de faste udgifter. Varmeregningen er for mange blevet fordoblet eller tredoblet. Elregningen er også blevet markant dyrere. Vi kan naturligvis hver især tænke i at starte vaskemaskinen om natten, eller når det blæser kraftigt og den slags, men det er begrænset, hvor meget den enkelte selv kan gøre. Desværre.
Oven i hatten kommer så den højeste inflation i årtier, som også presser husholdningsbudgettet, og som har gjort smør, pasta, oksekød, mælk, mel, æg – ja stort set alle vores indkøb markant dyrere.
Derfor er det virkelig mangel på forståelse for danskernes økonomiske situation, når regeringen vælger at hæve skatter og afgifter. Det er sket ikke mindre end 40 gange de sidste par år, og det har ramt alle indkomstgrupper i vores samfund.
Som Konservativ ønsker jeg i stedet at lade danskerne beholde lidt flere af deres egne penge, så der bliver mere luft i familiernes økonomi. Det synes jeg ikke er urimeligt i det land i verden, som har det højeste skattetryk! For det har Danmark ifølge seneste opgørelse, hvor vi (desværre, i denne sammenhæng!) slog Frankrig.
Vi Konservative ønsker både at lette skatten i bunden og i toppen. For en kvart million danskere kan det knap betale sig at gå på arbejde frem for at være på overførelsesindkomster. Det er dybt uretfærdigt over for kassedamen i Netto eller rengøringsassistenten på skolen, som yder et værdifuldt arbejde og møder hver morgen på arbejdspladsen. Derfor vil vi hæve beskæftigelsesfradraget, så man ganske simpelt får mere ud af at gå på arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.
På sigt vil vi gerne have afskaffet topskatten helt, men til en start vil vi sikre, at færre danskere skal betale topskat. Derfor vil vi hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat, så 100.000 færre danskere rammes af topskatten. Topskatten er direkte skadelig i en tid, hvor vi mangler arbejdskraft alle vegne, og vi har desperat brug for, at folk vil lægge lidt ekstra timer på arbejdspladsen. Og så er topskatten grundlæggende urimelig – vi skal ikke beskatte folk endnu hårdere for at uddanne sig ekstra godt eller tage flere vagter på jobbet.